Er hesteavlere snart en uddøende race?

Er hesteavlere snart en uddøende race?

17. november 2023 Af Thrine Vester

Måske en lidt kontroversiel overskrift, men ikke desto mindre, er det for mange et svært år at være avler i. Det vil alle vide, der har fulgt lidt med i følauktionspriserne i ind- og udland. Rigtig mange føl er solgt til priser, som nærmest ikke dækker omkostningerne. Selvfølgelig er der altid de dyre føl, som godt kan sælges til gode priser, men selve mellemklassen og bunden, har været lave i år. På de danske følauktioner har man i år f.eks. også set mindre købs interesse fra udlandet. Så det er i den grad købers marked lige nu.

Vi havde selv et rigtig godt år sidste år, hvor vi fik flotte priser på vores føl. I år har vi også kunnet mærke det på priserne sammenlignet med sidste år. Det gør selvfølgelig at man bekymrer sig lidt om næste år, hvor vi f.eks. venter 7 føl (og så har vi endda solgt en avlshoppe, ellers havde det været 8 føl).

Skal rytterne til selv at avle deres egne heste?

Lave priser på afkom, og stigende omkostninger til det at holde hest, har gjort at mange avlere helt stopper med at avle. Man ser jævnligt at avlere sælger ud af deres avlshopper, eller simpelthen sælger hele bestanden. Jeg har også set flere diskutere emnet på Facebook. Der har flere avlere tilkendegivet, at de ikke regner med at ifole deres hopper næste år, og så i stedet beholde føllene fra årgang 2023 og 2024. Det er ret bekymrende, synes jeg.  

Det er selvfølgelig set før når krisen har kradset, hvilket så har gjort at der har været avlet færre heste, og dermed er priserne steget, når de små årgange er kommet under rytter. Så man kan stille sig selv spørgsmålet: Skal rytterne så til selv at avle deres egne heste, hvis avlerne stopper? For hvor skal hestene komme fra? Vi startede f.eks. i sin tid selv af den årsag, at vi gerne ville avle nogle heste til os selv, som så greb om sig (som den slags jo har det med at gøre 😅).

Præmiehingsten Cartoon Hero RV som føl.

Røre i hesteverden

Man kan selvfølgelig sige, at hesteavl i alle tider er gået op og ned. I gode tider bliver der avlet mange heste, specielt når markedet er udtømt for heste og efterspørgslen er stor. I andre tider, finanskrisetider, så stopper mange igen. Sådan har det altid været, men lige nu tror jeg at det er lidt anderledes, i hvert fald i Danmark. Der sker rigtig mange bekymrende ting i Danmark, som gør folk, og i særdeleshed, avlerne bekymrede. Chokket omkring at Blue Hors i Randbøl lukker, og kun sender omkring 25 af de bedste heste til Stutteri Ask, tror jeg har fået de fleste avlere, inklusiv os selv, til at holde vejret.

Det får vidtrækkende konsekvenser for hele avlen, at Blue Hors i Randbøl lukker. For det første kan hoppeejerne ikke længere komme med deres hopper til inseminering på Blue Hors. Det er en service rigtig mange har benyttet sig af igennem årene. Det har både været en billigere insemineringsløsning, men også nemmere end hvis man skal inseminere derhjemme.

Noget andet er, at Blue Hors skal sælge størstedelen af deres rideheste, hopper, føl og ungheste, som de har avlet eller købt igennem tiden. På nær lige en lille del af de allerbedste. Det er rigtig mange. Det kan næsten kun have en indflydelse på om almindelige små avlere kan sælge deres heste, når nu de skal “konkurrere” om køberne med Blue Hors. Dernæst så har Blue Hors altid opkøbt mange føl ude hos avlerne i de mange år Blue Hors har eksisteret. Blue Hors som køber forsvinder sandsynligvis også fra scenen. Jeg er meget spændt på, at se hvordan det hele kommer til at gå uden det Blue Hors som vi kender i dag…

Hvem skal tjene på hestene?

Den største debat mellem avlerne og rytterne er nok, hvem skal der skal tjene på hestene? Jeg tror lidt, at folk er delt i 2 lejre. Der er avlerne, som selvfølgelig avler fordi de synes det er sjovt og givende, men som også gerne bare vil have deres omkostninger dækket. Som avler ved man typisk godt, at det ikke er noget man bliver rig af, det er nok snarere oftest en udgift, hvor man så kan være heldig at lave en rigtig god hest engang mellem, som virkelig koster penge.

Dem der sælger rideheste, vil typisk også gerne tjene på dem, og her er muligheden for den største indtjening som regel størst. Det er de færreste som køber hest til sig selv, der gider at vente 3-4 år på et føl, og også have de risici der er forbundet med at have dem gående indtil de kan rides på.

Derfor er det også lidt af et dilemma for avlerne, for skal man sælge sine afkom som føl, eller beholde dem til de kan rides. Hvis man selv kan tilride, er det nok den bedste forretning at gemme dem til de kan rides. Vi sælger selv de fleste af vores afkom som føl, fordi vi ikke selv tilrider, og skal det kunne betale sig at ofre penge på mange måneders professionel ridning, så skal man være ret sikker på, at hesten kan indbringe en flot salgspris. Det er gambling, for det er svært at vide på forhånd, når man skal vurdere sine føl.

Hvordan ser fremtiden mon ud?

Hvornår vender det? Kan avlerne vente på at det hele vender, eller uddør de ligeså stille?

Hvilken konsekvens får det generelt for dressuravlen at Blue Hors skalerer ned?

Hvem bliver toneangivende i dressuravlen fremover? Ser vi mon flere små hingsteejere eller stationer dukke op, eller fortsætter Helgstrand med at dominere markedet, mens de lidt mindre stationer såsom f.eks. Katrinelund tager sin del af markedet. Det bliver meget spændende at se hvordan det hele kommer til at gå.

Jeg kan i hvert fald frygte en tilbagegang for DV dressuravlen, for det føles jo lidt som at gå tilbage i tiden. Jeg vil virkelig håbe, at dette ikke bliver et kæmpe tilbageslag for avlen generelt, for der bliver avlet mange fantastiske heste i Danmark. Selvfølgelig vil der altid være avlere, som klør på og fortsætter uanset hvad, men skal DV dressuravlen fortsat gøre sig gældende på verdensplan, så skal der avles nogen heste 😊