En rigtig testrytter viser hesten som den er

En rigtig testrytter viser hesten som den er

10. marts 2024 Af Thrine Vester

Så er jeg landet i sofaen efter 4 lange gode dage til Hingstekåring i Herning. Mange km er gået, utallige heste set, og talt en masse hestesnak. Alt det bedste fra Herning. Jeg kommer nok til at skrive lidt flere indlæg herinde omkring Herning 2024, men dette indlæg skal skrives mens jeg har det i frisk erindring. Jeg har nemlig set Daniel Bachmann Andersen teste de bedste 5 års heste i Unghestechampionatet i dressur både lørdag og søndag. Som altid var det enormt spændende!

Guldkorn fra en verdensmester

Jeg har før nydt at se Daniel teste unghestene i Herning, det har altid været en fornøjelse, og meget lærerigt både at høre hans mange guldkorn omkring træning, management og sjove anekdoter, samtidig med det er imponerende at se ham ride.

Jeg har samlet lidt (kun et lille udsnit) af de guldkorn, som jeg selv tager med mig hjem:

  1. Daniel kom ind på alderssvarende uddannelse og spurgte, meget relevant, hvad er alderssvarende uddannelse egentligt?? For ham er det ikke at hesten skal kunne gå på et bestemt niveau når den er f.eks 4, 5, 6, 7 år osv. For ham har det ingen betydning, hvornår hesten er klar til det pågældende niveau. Daniel siger: Giv dig tid og vent på at hesten bliver stærk nok. F.eks. var der flere af unghestene, som Daniel vurderede ikke var stærke nok til at ride nedsidning på endnu, de var simpelthen ikke stærke nok til at bære det, og at ride nedsidning vil så bare slide på dem, og tage fremadsøgningen fra dem. Så er det bedre at vente med nedsidning og først gøre det når hesten føles klar til det. En rigtig god ting i årets unghestechampionat, var bl.a. også at rytterne gerne måtte veksle lidt mellem nedsidning og letridning i testene med egen rytter. Kanon tiltag!
  2. Daniel fortalte, at mange heste tit har nemmest ved at arbejde i galop, det falder dem mest naturligt, og så er det en god idé at bygge dem op i galop ved at galoppere mest på dem og lade dem få styrken der lige så stille. F.eks. kan man gøre det i skoven, det gør Daniel selv meget. Det er ikke en god idé at trave mest på en unghest, det slider meget på dem.
  3. Skab et partnerskab med din hest, snak f.eks. med den når du rider. Daniel bruger f.eks. altid stemmen når han laver overgang fra galop til trav, så lystrer hans heste udelukkende hans stemme, og han behøver ikke at tage tilbage i den, når han skal lave en overgang. Det synes han er en kæmpe hjælp, også når han kommer op i de helt svære øvelser og overgange i GP.
  4. Man hører tit om ryttere der har et bestemt system som de arbejder med. Det har Daniel ikke, det er han ikke tilhænger af. Han synes ikke at heste skal puttes i en bestemt kasse, tilpasses ind i et bestemt system, netop fordi alle heste er forskellige. Daniel tilpasser sig den enkelte hest og laver systemet efter den enkelte hest.
  5. Når du kommer i problemer, f.eks. at hesten bliver bange og spændt osv., så slip den lidt fortil og rid frem. Så løsner den som regel spændingerne og begynder at slappe lidt af.

Kæmpe forskel på hestene

Noget af det der gjorde mest indtryk på mig fra de to dages testridning, var den enorme forskel der var på rigtig mange af hestene, når de fik Daniel på ryggen. Jeg er meget imponeret af hans måde med det samme at connecte med hestene og mærke dem. De går ikke mange runder, så får de pludseligt et helt andet udtryk med Daniel på. De shinede virkelig med Daniel, fordi han lader hestene få plads fortil, rider godt frem, sidder let på dem og indvirker minimalt. Det var en fornøjelse for mig at se på!

Der var enkelte heste, som med deres egen rytter gik snævert fortil, stod lidt for højt i nakken f.eks., som efter få runder med Daniel pludselig kom mere ud med næsen og stod mere naturligt fortil. De imponerende højt forben, blev så fladere og hesten fik et mere naturligt bevægelsesforløb, som jo godt nok ikke ser så “imponerende” ud, men som giver et meget mere korrekt billede af hesten som den virkelig er fra naturens side, og som gør det meget mere blødt og lækkert at se på, og med garanti er bedre for hestens holdbarhed på den lange bane. Daniel er virkelig hvad der kendetegner en rigtig testrytter, hvis du spørger mig. Jeg bøjer mig i støvet for ham.