Egnethedstest på Vilhelmsborg

Egnethedstest på Vilhelmsborg

3. november 2023 1 Af Thrine Vester

I søndags var jeg en tur på Vilhelmsborg for at se Dansk Varmblods egnethedstest i dressur, og samtidig afprøve mit nyerhvervede kamera. Jeg synes det er sjovt at tage rundt og se championaterne og egnethedstesterne. Det er altid interessant at høre dommernes bedømmelser, og se de forskellige heste. Især også når man som jeg, er ret interesseret i avl og se hvordan de forskellige hingste avler. Det er altid god inspiration.

I år er der jo også kommet et nyt dommerteam, som denne dag bestod af DV dommer Vicki Nortvig og gangartsdommer beriderne Mette Svare Ehlers og Rune Villum. De har skullet løfte en stor opgave efter Bjarne Nielsen, men Mette Svare Ehlers gjorde jobbet med at kommentere bedømmelserne rigtig godt.

Mange gode heste til start

Det var et stort felt, som var til start på Vilhelmsborg. Hele 56 DV heste, og mange af rigtig god kvalitet. Det viste sig også på resultaterne, da 21 heste nåede over de 800 point. Dagen før på Stutteri Ask var 36 heste til start, hvor 15 heste fik over 800 point. Det ser således ud til, at der virkelig bliver kamp om pladserne til Unghestechampionatet i Herning. Det bliver spændende at følge de sidste egnethedstester.

Som noget nyt lavede DV sidste år om i konceptet, så det er muligt at starte egnethedstest 2 gange, hvor ens bedste resultat så tæller.

Det synes jeg personligt er en rigtig god idé, da det jo er unge heste, og for manges vedkommende er det første gang de er i byen.

Man har således mulighed for at prøve igen, hvis den første gang blev lidt for overvældende for den unge hest.

Spændende emner til næste års UVM

Det var virkelig kvalitetsheste, der havnede i toppen, som bliver spændende at følge frem til næste års UVM. Der er helt sikkert flere spændende emner.

Vinder af egnethedstesten blev Malene Mira Petersen med den store og imponerende sølvmedaljehoppe Nordstrands Quinoa efter Quaterhit og morfar Blue Hors Hertug, som hun selv ejer. Hun fik bl.a. 9,5 i galop.

Det ser indtil videre ud til, at Quaterhit virkelig sætter sit præg på egnethedstesterne indtil videre, da det også var en Quaterhit søn som vandt på Stutteri Ask.

Andenpladsen gik til den dejlige sølvmedaljehoppe Lygum’s Zelina efter St. Schufro og Blue Hors Zack. Hun var redet af Victoria Vallentin, som også delvist ejer hoppen. Pointmæssigt lå hun også til i top med bl.a. 9,5 i trav, men da Nordstrands Quinoa har fået føl i indeværende år, sneg hun sig foran med 25 ekstra følpoint.

Tredjepladsen tog Emma Ahlberg med Zeveris Zinfandel efter Blue Hors Zackerey og Welt Hit II til morfar. Den var topscorer i skridt med et flot 9 tal. Det er en hest som har udviklet sig meget siden jeg så den til Blue Hors Championatet sidst i juni.

Populære egnethedstester

De lange startlister til egnethedstesterne viser, at det er populært at ride dem. Det forstår man jo også godt, når der er et unghestechampionat i Herning i udsigt. Det tror jeg, at de fleste ryttere drømmer om at ride, både professionelle og amatører. For mig er det også en drøm, specielt fordi de bedste heste i Herning skal rides af en testrytter, som typisk er et stort navn indenfor sporten. Der har været rigtig mange spændende testryttere igennem tiden, store navne som Carl Hester, Charlotte Dujardin, Daniel Bachmann Andersen, og senest Cahtrine Dufour. Det vil da bare være for fedt at se sin hest blevet redet af en af verdens bedste ryttere.

Er egnethedstesterne kun for de professionelle eller dem med topheste?

Jeg tog selv til Vilhelmsborg for at se niveauet til egnethedstesten, fordi jeg har en 4 års som jeg drømmer om at ride min første egnethedstest på. Jeg er godt klar over, at den ikke vil kunne ligge i top, og generelt stadig mangler en del styrke.  Jeg blev da også bekræftet i, at hvis jeg tager afsted, så er det kun for oplevelsens skyld.

Kigger man på startlisterne, er der også en stor overvægt af professionelle ryttere, præcis som til championaterne. Der er sikkert mange amatører som jeg selv, der nok ikke gider at betale så meget for at ride og ende i bunden af klassen.

Det er alligevel ret dyrt at ride egnethedstest. 575 kr. for medlemmer af DV og 750 kr. for ikke-medlemmer af DV. Hertil kan de professionelle så trække momsen fra.

Det er en pæn slat, og dertil kommer for manges vedkommende også boks oveni, når nu det er en unghest man er afsted med.

Det er alligevel et stort indhug i økonomien. Så er det er trods alt lidt mere “spiseligt” med de 350 kr. det koster at ride DRF’s championat.

Et godt koncept, men dyrt?

Med de mange antal tilmeldinger, så er det nok ikke attraktivt for Dansk Varmblod at sænke tilmeldingsgebyret, det er jo mange penge i kassen. Min egen personlige holdning, er at jeg synes det er en stor prisforskel på championater og egnethedstests. Der er 2 dommere på til championaterne, hvor der er 3 på til egnethedstesterne, men det er også den eneste forskel som jeg lige ser det.

Dog kan der selvfølgelig være en udgiftspost ved at det her er DV, der selv arrangerer egnethedstesterne, hvor championaterne har DRF uddelegeret afholdelsen af til rideklubberne. Der er sikkert flere ting i spil, som gør at man har valgt at sætte tilmeldingsgebyret som man har.

Så må det jo selvfølgelig være op til den enkelte om man er villig til at betale den udgift, eller at blive hjemme.  

Personligt synes jeg dog det er ærgeligt, at der ikke er flere amatører der starter, eller at det ikke er mere attraktivt for flere at starte.

Det er en rigtig god mulighed for at komme ud og give sin unghest en god oplevelse og en god start på stævnekarrieren.

Fordelen ved egnethedstestene, er at de ligger sidst på året, så hestene har god tid til at blive klar til opgaven. Derudover så skal man ikke ride et bestemt program, som man skal til championaterne.

Kravene til hestene virker generelt også mere loose, hvilket jeg synes rigtig godt om. Jeg synes faktisk, at egnethedstesterne er lavet ud fra et rigtig godt koncept. Det samme med unghestechampionatet, hvor man også løbende laver justeringer, så hestene får en bedre oplevelse. F.eks. ændringen med at hestene ikke skal være alene på banen mere, gør at de måske kan føle sig mere trygge i de store omgivelser i Herning.