Efter al den negative snak omkring ridesporten i denne tid, har vi også brug for gode historier. Som overskriften ret klichéagtigt siger, så kan man oftest mere end hvad man selv (og andre) tror.
Jeg har aldrig rigtig redet ungheste, eller jo jeg købte engang for mange år siden en 3 års hoppe, som absolut ikke var som 3 års heste er flest. Den var utrolig sød og ridelig, så det var der ikke så mange ben i. Men udover den har jeg altid redet lidt ældre og mere rutinerede heste fra 5 år og opefter. Dette fordi jeg har haft nogle ret dårlige oplevelser igennem tiden med nogle ret trælse afsidninger. Faktisk var en af dem så slem, at jeg i en periode var angst for at ride. Selv en hypnotisør kunne ikke hjælpe på det problem. Det eneste som hjalp mig ud af angstens greb, var da jeg købte en mega sød rutineret hest. Så kæmpede jeg mig langsomt tilbage, og det har taget mange år at få det (næsten) helt ud af kroppen.
Når pengepungen siger unghest
Igennem årene har jeg haft flere forskellige heste, og hver gang jeg har kigget på hest, har jeg (og min omgangskreds) selvfølgelig ment, at jeg bestemt ikke skulle have en unghest. Da jeg sidst var på markedet for at købe hest (da jeg købte Rocky), endte jeg dog med at kigge mest på 3- og 4 års heste. Dette på trods af at min omgangskreds og familie, synes det var skørt 😉 Men som priserne på heste har været de sidste mange år, så kunne min pengepung og mine ambitioner bestemt ikke hænge sammen, hvis det også skulle være en hest på f.eks. 5 år og ældre. Så jeg følte ikke, at jeg havde noget valg, og jeg fik også virkelig prøvet mange ungheste i DK og Tyskland. Der var da også en del af dem, som jeg slet ikke satte mig på, fordi jeg følte mig usikker. Skæbnen ville så, at jeg endelig fandt Rocky, som på det tidspunkt var 6 år.
Fra angst til unghesterytter
Da den unghest, som jeg selv har avlet, og en anden hoppe som jeg kom til at købe året før (ups), begge fyldte 3 år sidste år, var tiden inde til de skulle rides til. Jeg havde en idé og et ønske om selv at ride dem, på trods af min ringe erfaring med at ride ungheste. Ja min familie synes da også, at det lød som en urealistisk plan, og at det ville jeg ikke kunne magte. Jeg er dog tilpas stædig, så jeg fandt en dygtig tilridningsrytter, som har arbejdet hos Will Rogers og Tristan Tucker, samt tilredet heste i Australien på cowboy manér. Jeg tænkte, at hun forhåbentlig kunne gøre dem nogenlunde “idiotsikre” til mig 🙂
Bedste beslutning
Det viste sig da også at være den bedste beslutning. Jeg fik 2 ungheste hjem fra tilridning, som jeg selv kan sætte mig op på, uden longering og selv efter mange dages fri. Det havde jeg faktisk ikke selv i den vildeste fantasi troet ville være muligt. Selvfølgelig har jeg rigtig mange gange haft gummiben, når jeg skulle sætte mig på dem. Hver gang har vist sig at være det rene pjat, og at der ikke har været noget som helst at være bange for. Men ting tager tid, og jo flere gode oplevelser man får, jo mere tør man også tro på det. Nu elsker jeg at ride mine ungheste, jeg lærer så meget af dem, fordi de stiller større krav til min ridning og indføling. Det føler jeg, at jeg kan tage med over på Rocky, og det har også hjulpet mig i min ridning på ham. Det fede ved de unge heste er også, at man glædes meget mere over de små ting og de bitte små fremskridt der sker med dem.
Så hvem havde troet, at jeg skulle blive unghesterytter. Ikke jeg i hvert fald 🙂 Selvfølgelig kan jeg stadig godt komme ud i situationer, hvor jeg bliver nervøs, men angsten er alligevel anderledes end dengang jeg var decideret panisk angst. Jeg kan bedre kontrollere det nu, og sige til mig selv, at nu må jeg altså holde op med de katastrofetanker 😉
Hvad er din gode ridehistorie? Lad os dele alt det gode ved hestene og ridesporten 🙂