Nysgerrig på det at være blogger?

Nysgerrig på det at være blogger?

22. marts 2024 1 Af Thrine Vester

Mit indlæg denne gang, synes jeg skulle handle om det at være blogger, og hvad det kan. Man kan altid læse en masse inspirerende indlæg herinde skrevet af HorseJournal selv omkring blogging, og gode ideer, men jeg synes også at læserne herinde skulle høre lidt om det fra en blogger selv 🙂

Lidt om alt og ingenting

En blog kan bruges til mange ting. Nogle bruger det som en slags dagbog, hvor de f.eks. skriver om deres hverdag med hestene, eller bare hverdagen generelt. Nogle skriver mere faglige indlæg, hvor de skriver om emner som de ved en del om. Det er f.eks. Karina Josefsen, som ved en del om fodring, og skriver mange gode indlæg om dette. Et andet eksempel er Georgia Timmermann, som har egen stald, og skriver meget om dette og generelt om træning eller tilridning af heste. Så er der også nogen som bare tager forskellige emner op, og skriver deres synspunkter omkring dette. Dette er f.eks. noget jeg tit selv gør, eller skriver lidt om emner, som lige rører sig i mit liv. Det kan f.eks. omhandle vores egen hesteavl. Ja det er faktisk kun fantasien der sætter grænser for, hvad man kan vælge at skrive om 🙂

Sociale medier og blogging

Engang var blogging nok noget mere brugt end det er nu til dags, hvor folk bruger mange andre slags sociale medier, som f.eks Facebook, Instagram, TikTok osv., men jeg synes bestemt af blogs stadig har sin berettigelse. Når diverse blogs ofte bliver delt på de sociale medier, så er der som regel også mange inde og læse dem, og kommentere, hvilket så skaber en debat. Det er noget af det en blog er god til, at skabe en debat om et bestemt emne.

Råd og vejledning at hente

I disse tider, hvor debatten tit kan køre højt op, og nogle kan få nogen grimme kommentarer med på vejen, så er det en god ting at vide, at når man har en blog herinde på HorseJournal, så er der altid hjælp og råd at hente hos folkene bag HorseJournal. De hjælper gerne i de situationer, eller hjælper med at afskærme deres blogger fra de værste kommentarer. Det giver en god tryghed at vide, at man ikke er alene om det. Man kan altid henvende sig til dem, hvis man har spørgsmål om bloggen, hvad enten det er af teknisk karakter, eller mere indholdsmæssig karakter. Bloggere herinde har desuden en Facebookgruppe, hvor man kan sparre med hinanden og HorseJournal teamet, og der bliver også afholdt teams møder med forskellige emner, en rigtig god ting, da man så føler sig som en del af et fællesskab 🙂

En blog kan være et godt springbræt til at nå ud til et bredere publikum og en hjælp til at gå mere viralt. Mange store influencere, har f.eks. i sin tid startet som bloggere. Så det kan bestemt anbefales at oprette en blog, uanset hvad formål man har med den 🙂

Jeg vil lige gøre opmærksom på, at Horsejournal i næste fremtid afholder en spørgetime, hvor man via et online møde kan få svar på alle de spørgsmål, som man nu måtte have omkring blogging.

Læs mere her: https://horsejournal.dk/blog/horsejournal-spoergetime/