Stævneplanlægning der crasher

Stævneplanlægning der crasher

1. februar 2024 Af Thrine Vester

Jeg tror ikke, at jeg er den eneste der synes at de store nyheder omkring ridesporten har stået i kø det sidste års tid. Det er faktisk så meget, at det kan være helt svært at få tid nok til at komme omkring alle nyheder her på bloggen 😀 I dag har jeg lyst til at vende en nyhed, som fik mig til at ryste lidt på hovedet. Det er sikkert ikke den største nyhed, som der har været i denne uge, men lige den der nåede mig først 🙂

Travl september weekend

I går så jeg flere artikler online omkring et par bestemte begivenheder, og den totale mangel på planlægning. Nemlig at den første hele weekend i september bliver en rigtig travl stævneweekend internationalt. I denne weekend ligger det tyske Bundeschampionat, hvor det altid plejer at ligge og har gjort det igennem 30 år. Pga. OL i Paris har man så også valgt at placere UVM i Ermelo i samme weekend. Allerede her er der jo lidt krise, for det er de største og mest besøgte stævner med mesterskaber for ungheste, og så ligger de på samme tidspunkt. Men for det ikke skal være løgn, så er der faktisk også de Para Olympiske Lege i samme tidsrum!

Flere steder på én gang eller?

Der bliver nogle hestejournalister og hestemagasiner, der får rigtig travlt den pågældende weekend! Nu kan de journalister, der normalt rejser ud for at dække ovennævnte stævner, jo pludselig ikke være flere steder på én gang. Hvad vælger man så? Ja de bliver da nok i hvert fald nødt til at sende flere journalister ud, men der findes jo også medier, som f.eks. kun består af én person, og der bliver det godt nok svært..

Jeg har aldrig været til det tyske Bundeschampionat, men har altid godt kunne tænke mig at komme ned og opleve det. Ermelo har jeg ikke været i, og glæder mig faktisk til at det igen kommer til Verden, vist nok næste år. Der har jeg været flere gange, og der er bare en helt særlig stemning.

Vi må se om jeg kommer et af stederne hen i år, og hvad jeg i så fald vælger. Men uanset hvad valget falder på, bliver det svært at følge med live på ClipMyHorse, som jeg ellers plejer 🙂

Ingen lyst til kompromiser

Det giver jo nogle udfordringer, at alle de her store stævner falder sammen, og der er også en del debat omkring det. Flere synes det er noget pjat, at man ikke kan flytte et af stævnerne. Der er trods alt 52 uger på et år. Arrangørerne i Ermelo har meldt ud, at de ikke flytter UVM. Tyskerne har også meldt ud, at de heller ikke vil flytte Bundeschampionatet. Problemet er nemlig at Bundeschampionatet også bliver brugt som udtagelse for de springheste, der bliver udtaget til UVM, som ligger to uger senere. Så ja det er nok lidt svært at gøre en masse i år, også pga. placeringen af OL først i august. Vi må jo hver især prioritere hvad vi vil følge med i i år 🙂